I over 20 år har arbejdet med mine elever været baseret på tryghed og tillid, som er grundlaget for det kunstneriske virke, jeg formidler, og som dybest set er en rejse indad.
Den officielle Corona-retorik har skabt mistillid mellem mennesker og lukket ned for den åbenhed og undren, der er en essentiel del af vort kunstneriske arbejde, den fælles rejse.
Derfor er Tanit Kunstkurser – helt i tråd med gudinden Tanit´s væsen – ved at undergå dybe forandringer og vil genopstå i en anden form, et andet sted, hvor lyset har vundet over mørket. I dette nye “rum” vil vi igen kunne arbejde i kærlig tillid, åbenhed og nærhed.
I mellemtiden vil jeg – som altid – opfordre hvert enkelt menneske til at undersøge tingene, stole på egne sanser, intuition, mavefornemmelse og sørge for at fastholde retten til selvbestemmelse.
Hvis mine ord vækker genklang og du er parat til en længere rejse (Sardinien, Italien) allerede nu, er du velkommen til at skrive for information.

Med ønsket om en verden i frihed og selvansvar.
Kærligst Karin

Tanit Kunstkurser har siden 1997 arrangeret kurser i tegning og maleri. Kunstskolen er drevet af multikunstner Karin de Neergaard, uddannet først som grafisk designer og siden på Kunstakademiets malerlinie i Italien. Karins levende, engagerede, personlige og topprofessionelle undervisning hjælper mange – begyndere som erfarne – på sporet af deres egen kreative midte.

Kunstnerisk virke er forbundet med kvalitet, individualitet, koncentration og frihed med kendskab til reglerne. Teknikker, redskaber, viden, erfaring og disciplin er nødvendige for at afdække det enkelte menneskes dybere tilbøjeligheder og derved nå frem til det originale og kunstneriske udtryk. På den måde, bliver tegning og maleri til en “rejse indad”.

Kursuskalenderen kan du se en oversigt over det kommende halvårs kurser. Hvad enten du kommer på Tegnekursus eller Malekursus vil du få topprofessionel undervisning: de grundlæggende principper og teknikker gennemgås, hvorefter der fokuseres på individuel vejledning med udgangspunkt i hver enkelt deltagers særlige muligheder.

Omgivelserne vi arbejder i er smukke, en højloftet gammel villa med solrig have og låge direkte til Forstbotanisk Have i Charlottenlund, tæt på stationen.

Karin de Neergaard, født 1964, bachelor i psylologi fra KUA, privatelev hos malerinderne Troll Bille og Gerda Swane, uddannet på Istituto Europeo di Design (Italien) som grafisk designer og dernæst på Det Italienske Kunstakademi, med speciale i maleri og maleteknikker, fotografi, æstetik, kobberstik, kunsthistorie, medievidenskab, pædagogik og kunstforståelse. Hun har beskæftiget sig professionelt med form, farve og visuel kommunikation siden 1986 og har undervist i tegning og maleri siden 1997. Hun har udstillet både i Danmark og Italien. Karin vendte i 2008 tilbage til Danmark efter 20 år i Italien, hvor hun i 1997 startede Tanit Kunstkurser.

Karins værker

Tanit er navnet på de antikke Middelhavs kulturers Frugtbarhedsgudinde. Hun er forbundet med tanken om, at noget må forlades og dø – ligesom i naturens cyklus – for at noget nyt kan genopstå.

Læs mere om logoet

Fremragende Malekursus Weekend hos Karin. For mig som nybegynder følte jeg mig hjulpet godt på vej – med udgangspunkt i, lige præcis der hvor jeg var. Fik værktøjer med, som jeg kan bruge her og nu til at lave flottere billeder med dybde, perspektiv og spænding. Tak for det Karin. Og så var vi en lille gruppe hyggelige mennesker.

Lene Munk

Superudviklende Tegnekursus, med enkle og klassiske øvelser. Karin har en fantastisk fornemmelse for den enkelte elev og er formidler i særklasse.

Camilla Ståhl

Har netop været til et 3-dages Tegnekursus Aften (4 timer dagligt), hvor jeg fik netop det, som jeg ønskede mig mest: redskaber til at tegne vellignende billeder, fokus på den personlige streg og træning i skravering. Kan varmt anbefales! Tænk, at man kan nå så langt på 3 dage.

Elsa Bencke

God indføring i teknik og metode. Stærkt inspirerende og vanedannende. Råderum for kreativitet. I ordets meget bogstavelige betydning: En øjenåbner
Bo Simonsen

Meget anbefalelsesværdigt Tegnekursus Weekend . Karin forstår virkelig at fange ens interesse og har et stort talent i at formidle budskabet på den gode måde. Derudover oser der af skøn stemning omkring hende og hendes rammer.

Salli Herholt Juul Bergnan

Har lige været på Malekursus og Farvelære hos Karin. Det har været en fantastisk oplevelse. Karin er super inspirerende og god til at undervise. Dejligt med små hold, hvor Karin vejleder den enkelte. Vender helt klart tilbage.

Mette Manstrup